Se vores +4.5 stjernet anmeldelser

Om os

Kælderantikvariatet

Kælderantikvariat rimer på kvalitetsantikvariat – eller næsten da. Men den er god nok. Vi har den klassiker, du søger – til en tyver, og vi har bøger fra det syttende århundrede til tyve tusinde.
 
Siden 2013 har vi gjort vores bedste, for at formidle bedre brugte bøger. Vi prøver hver dag at være venlige og imødekommende over for henvendelser, de være sig nok så fornuftige.
 
Vi forsøger at holde bogbjergene stangen og præsentere en overskuelig butik, emneinddelt og alfabetisk ordnet.
 
At handle med antikvariske bøger er en stor fornøjelse. Heldigvis, for det er ingen særlig god forretning. Altid at kunne forundres over det enorme utal af bøger, der er udgivet, bare på dansk, er fantastisk. Der dukker til stadighed bøger op, som antikvarboghandleren aldrig har set før. 
 
Og der findes jo stadig læsere derude. Dem, der køber de mærkeligste titler, og tak til dem. Ikke så meget fordi, de køber dem, men fordi man må formode, at de også læser dem. Det må glæde den kollektive hukommelse, at en mand i udkantsdanmark køber, læser og husker den bog, ingen havde troet skulle forlade hylderne. Antikvaren havde kigget på den og tænkt, hmm. Nu har den stået der i ti år, måske skulle jeg bruge pladsen til noget bedre. Et par timer senere tikker bestillingen ind. Det er da lidt af et magisk sammenfald, synes du ikke?

Kan vi hjælpe med noget?

(+45) 27 30 54 22
kaelderantikvariatet@gmail.com